fredag den 2. april 2010

pilgrimsrejse til Thomann.de

Jeg tog sammen med en ven ned for at se på Thomann.de musikforretningen. Så jeg prøvede en masse forskellige elbasser. Jeg drømmer jo om en Sandberg og jeg må sige: den slår alt. Desuden må jeg give min basreparatør http://www.kontrabas.com/ ret i at Squire classicVibe er ret fed.

Totalt pilgrimsrejse - vi havde egentlig ikke noget ærinde, Thomann tager 8 euro pr. ordre i porto til Danmark uanset om du køber et plekter eller et flygel og 100 andre ting. Men efter at vi begge havde lagt mange penge og mange surf-timer på deres hjemmeside, synes vi, at nu måtte vi se stedet Live. Så vi kørte 9 timer ned i Tyskland, fandt en Gasthof, osede i Thomanns 4800m2 showroom i 5 timer og kørte hjem igen.

Jeg prøvede ”Harley Bentons” 2 bud på Jazzbasser. En til 700kr!! som havde en lige og tynd hals, mat lakfinish og en meget let krop, næsten som en 1962-fender. Pickupperne var efter min vurdering det svage punkt med mindre det var det lette kropstræ som gjorde den mindre dynamisk end de andre basser, jeg prøvede. Harley Benton laver også en ”1975”-model som er en del tungere og som lyder tæt på ClassicViben. Helt klart en bas, jeg ville anbefale til mine elever – og til ca. 1000kr

Til min kammerat på sjælland som lige har mistet sin båndløse købte jeg en harley benton 5-strenget båndløs . Igen overraskende god trækvalitet til prisen (1200) og nogle lidt lamme pickupper (aktiv elektronik). Men den både lyder og spiller bedre end den han mistede!

Til slut kommer den store overraskelse: Stagg EUB – en elektrisk kontrabas (helt uden klangkrop). Den lød ganske enkelt fantastisk. På et PA (hvor du slet ikke hører en rigtig kontrabas’ akustiske lyd) ville man ikke kunne høre forskel på den og mine andre KK-forstærkede kontrabasser. Stor, rund tone og slet ikke den ”elbas”-agtige lyd, jeg ellers har mødt i kropsløse kontrabasser. Hvis jeg havde plads til den i stuen, havde jeg købt en. Den er totalt fed. Koster 3000kr.

Nå, nok om Thomanns velsignelser. Jeg har lyst til at købe en brugt Sandberg i DBA.dk for ca 7000 kr. men hver gang jeg får min 5-strengede Mexico-Fender i hånden, synes jeg faktisk den er ret okay.

Men da jeg sad med en Sandberg dernede i Tyskland var jeg godt nok forelsket. Den slog bare alt incl. ClassicViben med mange længder. Specielt pickuppernes dynamik var sindssyg. Enorme tonale muligheder bare i måden du anslår på. Jeg ved ikke, hvordan de gør det, men det var en fantastisk fornemmelse.

Desuden var halsen bare et par klasser bedre end de andre. Det kan naturligvis skyldes justering, men det var som om mine fingre bare automatisk fandt det, de ville og jeg følte mig inspireret til nye licks o.s.v. (du kender garanteret fornemmelsen af at få et suverænt instrument i hånden).
God påske
Vh
Henrik

Ingen kommentarer: