UNI-C gentager lige nu sit årlige februar-ritual med store nedbrud på skoleintra og lærerintra. Det helt usædvanlige er at både Skolekom, Emu og Webhotellet også er "døde" lige nu. Det har jeg trods alt ikke oplevet før. Ligeledes har jeg ikke modtaget en sms på mobilen om problemerne. Jeg er spændt på at høre forklaringen.
Samtidig kan jeg ikke lade være med at være forundret og vred over, at et IT-system som bruges til at lede og fordele arbejdet på 2500 skoler (med hver 50 ansatte og 400 brugere) er prioriteret så lavt m.h.t. backup-systemer, redundante servere og frem for alt tilsynspersonale at det kan lade sig gøre at blokere for det daglige arbejde på denne måde.
Det kunne være rart at få nogle klare service-mål fra UNI-C (f.eks. en maximal nede-tid) så vi i ledelsen kan vurdere hvilke rutiner, der tåler at køre på det skrøbelige intranet og hvilke, der er bedre tjent med nogle sedler på opslagstavlen på lærerværelset.
Alt i alt er det forfærdeligt ØV, at det ikke kan lade sig gøre at levere en stabil tjeneste når nu intranet-ideen er så fremragende.